I sorgens hus

I sorgens hus

 

I januar 2024, efter min mors død og afskeden med mit barndomshjem, udkom min digtsamling nummer fire, I sorgens hus.

Bibliotekerne beskriver bogen med disse ord: Rørende digtsamling om at miste, erindre og længes; at være i sorgens hus. At miste sin mor sætter sine spor, uanset hvilken alder man selv har. Det inkluderer at “rydde op” i et helt liv og sige farvel til både ting, steder og følelser, der nu er blevet hjemløse.

 

Et uddrag af bogen

GENFÆRD

Hver morgen

klokken kvart i fem

vågner jeg

med hagl i brystet

slagregn i øjet

og frost i hjertet

i vished om et tab

jeg i glimt havde glemt

 

Hver morgen

klokken kvart i fem

dør du

fra mig

igen

og igen

og igen

 

Køb eller lån bogen

Køb bogen, hvor du plejer at købe bøger, eller direkte hos forlaget: https://www.forfatterskabet.dk/produkt/i-sorgens-hus/

Bogen kan lånes på biblioteker landet over.

 

Bogen i medierne

Rørende digtsamling. Digtene er letforståelige og relaterbare og appellerer til alle, der har haft sorg tæt inde på livet. Skrevet fint på nye ekspressive måder. Lektørudtalelse fra DBC (bibliotekernes anmelder)

Louise Winthers essay Sorg: Mit første år som halvgammel forældreløs. POV International

Omtale og fødselsdagsportræt i Politiken.

Her er en virkelig fin digtsamling, som har noget at byde på for alle, der har mistet. Så let som sløret på bogens forside foldes sorgens mange facetter ud – og samtidig er der i tråd med temaet en sort tyngde i folderne. Jeg blev draget af billedsproget og de mange betydningslag. Bogblogger Britta Klitgaard, Bogrummet.dk

Jeg vil klart anbefale at alle læser denne digtsamling, da den er så smuk. Bogblogger Frk. Bogorm

Louise Winther leverer et poetisk mesterværk, der vil efterlade læseren i en eftertænksom stilhed, længe efter sidste side er vendt. Samlet set er “I sorgens hus” en rørende digtsamling, der ikke kun dokumenterer sorgens smertefulde rejse, men også belyser den menneskelige styrke og modstandskraft, der kræves for at navigere gennem sorgens komplekse landskab. Bogblogger Rikke Bruun Petersen, dinboganmelder.dk

Det er virkelig ikke alle som kan sætte ord på sorg, men det kan Louise Winther. Blogger Annemette Caspersen

Digtene er udtryksfulde og indeholder mange billeder på de svære følelser, man har i sorgen, og det gør læsningen lettilgængelig og jeg kan på det varmeste anbefale at læse disse digte, hvis man søger temaer om tab, sorg og død. Bogblogger Anettes Bookshelf

Åhh Louise – hvor kan du skrive, så det hviner i nervetrådene! Dine digte er så skærende skarpe og stikker så dybt. Jeg græder med dig og mærker den helt særlige følelse af at være hudløs sårbar – sorgens signatur. Bogbloggen God-bog.dk

Jeg ville blot til en start læse et par af Louise Winthers digte fra samlingen “I sorgens hus. Det kunne jeg ikke! Bogbloggen Bogrummet.dk

Digtene efterlader mig med både tårer, eftertænksomhed, genkendelse, et lille smil og også eksplosioner af stilhed i mit indre, fordi digtene rammer! Marianne Person, Goodreaads

Det er lykkedes for digteren at beskrive noget af det værste i verden med et så spændende, finurligt og til tider humoristisk sprog, at man som læser får lyst til at læse digt efter digt og bliver mindet om, at tårer og latter kommer ud af den samme hane. Henriette Blix, Goodreads